Blog indlæg

Fire nemme måder at få en bedre økonomi

Vi er nok en del danskere der gerne vil have lidt mere råderum i økonomien. Og heldigvis er der mange måder at skaffe det på – hvis blot vi ser os lidt omkring. Jeg vil ikke komme med en lang guide til hvordan du skærer din økonomi helt ind til benet. Det har jeg selv prøvet at leve med, og det holdt ikke i længden. Jeg foretrækker at spare små beløb hele tiden, da det giver mig bedre overblik over hvad jeg egentlig bruger. Det betyder kort sagt at der selvfølgelig er plads til et par impulskøb i ny og næ, men alle de penge der bliver sparet hver dag jeg handler ind, bliver til en del penge sidst på året – og det bedste er at jeg ikke har mærket forskel på min livskvalitet.

Køb ikke mere end nødvendigt

Det siger lidt sig selv. Hvis man gerne vil spare penge, så skal man ikke købe mere end nødvendigt. Her har vi mennesker en meget finurlig evne til rationelt og velovervejet at kunne argumentere for hvorfor det nu er vi lige har brug for et eller andet. Og lige netop dette punkt rammer særligt dybt hos mig selv. Jeg er en af de mennesker der ikke kan lade være med lige at gå forbi elektronikafdelingen når jeg er i Bilka eller i Føtex. Inderst inde ved jeg jo godt, at det ikke er livsnødvendigt for mig at købe en ny power bank, et nyt head set eller lignende. Men pludselig står jeg foran reolen, og prøver at retfærdiggøre overfor mig selv, at det da egentlig er et meget godt tilbud med det bluetooth headset – på trods af at jeg har et i forvejen.

Lad være med at sætte dig selv i disse situationer. Sæt dig for øje hvad du går efter når du handler ind. Og hvis du rent faktisk SKAL bruge et bluetooth headset, så sæt dig ned i ro og mag og sammenlign tilbud før du køber. På denne måde undgår du impulskøb, og kan ovenikøbet ofte spare penge samtidigt.

Køb meget mere end nødvendigt

Okay. Nu bliver det måske lidt tvetydigt. Når jeg skriver at du skal købe meget mere end nødvendigt, gælder det naturligvis ikke om at gå amok i impulskøb. Det jeg mener er, at du bør købe stort ind. Og ofte er der penge at spare ved at købe i ”bulk”. Og det gælder også selvom du bor alene, eller hvis i kun er to i husstanden. Det kan virke fjollet at købe 10 kilo kylling på én gang, men besparelsen er ofte ret stor ved at købe mere end man lige har brug for. Her kan det give mening at købe mere end nødvendigt – men husk at det kun giver mening ved ting der rent faktisk bliver brugt hjemme hos jer. Hvis du står ved køledisken og skal handle ind til aftensmad, så se dig om før du blindt putter noget i kurven – og husk at se på kiloprisen. Det kan godt være det er dyrere for dig at handle ind lige nu og her – men du sparer mange penge i det lange løb.

Sammenlign tilbud

Det er altid en god idé at sammenligne priser inden du køber noget. Og det gør sig gældende med større køb som eksempelvis TV eller computer, og det gør sig så sandelig også gældende ved hverdagens indkøb. Efterhånden er der mange forskellige apps og sider man kan bruge til at få et overblik, og hvis du for eksempel finder et godt tilbud på 10, 15 eller 20 kilo hakket oksefars – så brug dette til at tage udgangspunkt i din madplan for ugen (eller måneden – afhængig af tilbuddet). På denne måde kan du spare rigtig mange penge på indkøb.

Derudover gør det det også lettere for dig, da du på denne måde kan lave flere portioner og fryse ned. Dels kan du spare en del tid da du ikke behøver lave mad når du kommer hjem efter en lang dag i skole eller på arbejde – og det kan også være med til at du ikke bruger lige så mange penge på ”impulsmad” som jeg kalder det – for hvis vi skal være helt ærlige, så er det nogle gange bare lettere at snuppe en salat eller en pizza på vej hjem, i stedet for at skulle stå ved kødgryderne efter en lang dag. Det mange bare ikke tænker over, er at de 50 kroner det koster, måske kunne have resulteret i 3-4 dages mad hvis man har købt ordentligt ind. Så ved altid at se dig om efter de bedste tilbud, og planlægge ud fra det, kan man altså barbere rigtig meget af sit budget.

Hold øje med spotvarerne

Dette punkt er egentlig relateret til #2 på listen, men jeg vælger dog alligevel at sætte det for sig selv. Enhver der nogensinde har været i netto eller andre discountforretninger har med garanti lagt mærke til ”spotvare” hylderne. Det er de hylder hvor du finder alle mulige forskellige ting blandet sammen i én stor bunke, som butikken ikke har kunnet sælge, eller ikke gider bruge tid og kræfter på. Det er altid en god idé at tage ind forbi denne sektion, da du ofte kan finde helt standard dagligvarer til lave priser. Og typisk er der tale om de ting man alligevel bruger hver dag. Håndsæbe, salt, viskestykker – og alt muligt andet. Og hvis du allerede nu ved at du på et tidspunkt i dit liv kommer til at skulle bruge mere håndsæbe (og det gør du nok sikkert), så er det da dumt at lade være med at købe det, nu når det er kraftigt nedsat.

Jeg elsker at spare penge. Men jeg lever også efter den filosofi at der skal være plads til at leve. Det betyder at der hvor jeg helst vil spare penge, er på mine dagligvareindkøb. De indkøb der alligevel er lidt småkedelige, har jeg intet imod at skære ind til benet – og efter et stykke tid bliver det til en vane som man slet ikke tænker over. Og så kan man bruge de sparede penge til andre ting.

Om forfatteren

Mikkel Jensen

Mikkel Jensen er en anerkendt finansanalytiker med over 15 års erfaring inden for økonomi og investering. Han har en kandidatgrad i økonomi fra Københavns Universitet og har gennem sin karriere rådgivet både private og virksomheder om kapitalforvaltning og økonomisk strategi.

Hos Penge247.dk har Mikkel etableret sig som en troværdig ekspert, der leverer klare og præcise analyser, der hjælper læserne med at træffe informerede økonomiske beslutninger. Hans evne til at følge de nyeste markedstendenser og omsætte dem til praktiske råd gør ham til en central ressource for dem, der ønsker at optimere deres økonomi.

Reklame

Simbo banner

Ferratum banner

Ferratum banner

Kronelan banner

Nova Finanse banner

Nova Finanse banner